loading

Læs om, hvordan du kan bruge billeder til at lave din SEO meget mere effektiv

 

Sådan laver du søgeoptimering på dine billeder

Har du en webshop eller en professionel hjemmeside (og med professionel mener jeg, om du bruger den i forbindelse med din virksomhed til f.eks. at få nye/flere kunder - ikke om den er professionelt lavet) så har du helt sikkert også stiftet bekendtskab med begreber som SEO og søgeoptimering. Der kunne skrives tykke bøger om disse meget spændende, men også meget komplekse emner (og det bliver der!), men hvis vi skal forsøge at gøre det meget let tilgængeligt så er SEO (Search Engine Optimization) og SEM (Search Engine Marketing) begreber, som nogenlunde dækker over det faktum, at du som erhvervsdrivende vil gøre alt du kan, for at dine kunder kan finde dig på nettet.

Der findes et utal af virksomheder, som tilbyder dig at gøre lige netop din side til det første en potentiel kunde ser, når han eller hun foretager en søgning på Google og mange af disse konsulenter er dygtige, ingen tvivl om det. Men der findes også mange lykkeriddere og det, der er værre. Og hvad mange måske ikke ved er, at du kan gøre rigtigt meget selv. Hvis du selv vil lave SEO (som jeg i det følgende kalder SEM, søgeoptimering m.m. undet ét - omend det ikke er helt korrekt, så fremmer det forståelsen), så er der i hvert fald 15-20 ting du kan gøre relativt let. Her vil jeg fremhæve bare to af disse og det omhandler, hvordan du bruger billeder på din hjememside eller webshop.

Jeg tager udgangspunkt i siden www.hammerhansen.dk, som jeg i øjeblikket er ved at hjælpe med SEO. Det er en gammel og hæderkronet kontorforsyning på Fyn, som ud over at sælge kontorartikler, også sælger emballage, kontormøbler og meget, meget mere. Vi arbejder på at flytte siden højere op i søgeresultaterne, når en potentiel kunde googler en given vare, som Hammer Hansen har i deres sortiment. Som tidligere nævnt, gør vi mange ting, men de to ting vi fokuserer på her, drejer sig om, hvordan vi bruger billeder til at lave SEO med.

Det første du kan (læs: SKAL) gøre, er at sikre dig, at dine billeders filnavne har en beskrivende og "søgeoptimerende" tekst. F.eks. vil mange kameraer navngive billeder som dette eksempel: "IMG_12345678.jpg" og det fortæller jo intet om, hvad billedet viser. Men Google kan (i langt de fleste tilfælde) se og læse billedets filnavn og derfor kan vi lige så godt bruge filnavnet til at lave noget SEO med, ved f.eks. at omdøbe billedet til "kuglepen-med-clip.jpg".

Et andet og meget simpelt tip er at bruge billedets "ALT"-tag til at lave SEO med. I gamle dage (som ikke er ret meget mere end 15-20 år siden) var båndbredderne uendeligt meget mindre og dermed langsommere og selv et lille billede kunne tage flere minutter at indlæse og vise på en computer. Derfor lavede man et html-tag (html er det sprog, som alle hjemmesider - basalt set - er skrevet i). Dette ALT-tag står for "ALTernative", altså et alternativ til at vise billedet og dermed bruge kostbare sekunder eller minutter på at indlæse et måske ligegyldigt billede. Så i stedet for billedet ved f.eks. en artikel om islandske heste, så ville der vises en ALT-tekst, f.eks. "Her ses to islandske heste i vild natur" og så kunne brugeren selv vurdere, om man havde tid og lyst til at indlæse billedet. I dag, hvor båndbredderne gør, at billeder indlæses på sekunder, hvis ikke mili-sekunder, har det ingen betydning, men Google ser stadig ALT-teksterne og derfor kan de bruges til SEO. Tag eksemplet med kuglepenne fra før; her kan vi tilføje en ALT-tekst på denne, der siger: "Kuglepenne fra Pilot, Penol, Staedtler og mange flere, i både blå, grøn, rød, sort og alle mulige andre farver"

Laver du selv siden ved du sikkert, hvor du kan udføre ovenstående direkte i kildekoden (html), men bruger du, som de fleste nok gør, et CMS-system som WordPress, Umbraco, Magento eller et af de mange andre systemer på markedet, har du givetvis også mulighed for at lave de to ovenfornævnte simple, men meget effektive SEO-optimeringer.

Når alt dette er nævnt, så husk venligst; SEO ER komplekst og denne korte beskrivelse af to ting, du selv kan lave er, selvom den naturligvis er korrekt, jo ikke fyldestgørende. Der kan gøres så meget mere og hvordan det gøres er også uhyre vigtigt.

Til sidst vil jeg da ikke undlade at pointere, at selvom dine billeders kvalitet måske ikke direkte har noget at gøre med SEO, så har det i høj grad noget med brugeroplevelsen og hvordan kunderne opfatter dit site og din virksomhed at gøre. Derfor kan jeg kun opfordre til, at du kontakter en professionel fotograf og får en dialog om, hvordan det visuelle udtryk for dine produkter og din virksomhed kan løftes.